HYGGE: Ugerne op mod jul står i hyggens tegn med fælles oplevelser, som store og små er sammen om. I år er der skruet ekstra op for julestemningen i den nordligste del af landet. Her kan du blandt andet opleve juledekorerede sandskulpturer, underjordisk luciaoptog og jul på slottet.

De fleste danskere elsker julen og de traditionelle julemarkeder, som afholdes rundt omkring i landet, og i år er der skruet ekstra meget op for julestemningen i Nordjylland, hvor der flere steder er mulighed for helt nye oplevelser i julen. Der er derfor god grund til at tage familien med på magisk juletur til det nordjyske. Her er listen over steder, som virkelig er et besøg værd i november eller december.

Skøjtebane og juleshow

Der er flere grunde til at besøge Blokhus i vintermånederne. Fra november måned kan du som noget helt nyt nyde julestemningen på skøjter, når der midt i Blokhus etableres en stor skøjtebane.

Det er også oplagt at lægge vejen forbi Skulpturparken Blokhus, som for andet år i træk afholder et stort og smukt julemarked i november og december. Her kan du opleve flere tusinde meter juleranker og julelys, som pryder de enorme sandskulpturer og den 20.000 m2 store park.

Det nyåbnede Center for Papirkunst beliggende i Hune ved Blokhus er også et oplagt mål. Her udfolder sig en ny og spændende verden for øjnene af den besøgende. En verden af sanseindtryk, som vil ændre dit syn på det hvide materiale. Julen er en helt særlig tid på Center for Papirkunst, da papirklip, -fold og -deko er en tradition, som mange forbinder med jul.

Gammeldags jul

I december emmer Rebild af julestemning, og her er der rig mulighed for at få en dejlig oplevelse. Tag for eksempel familie eller venner med til Thingbæk Kalkminer, hvor Sankt Lucia fejres under jorden den 9. december. Her vil et optog gå syngende gennem de underjordiske gange, der prydes med over 3000 levende lys.

Du kan også besøge Museum Rebild, som tager dig tilbage til julen i gamle dage. Her kan du høre fortællinger om julen før kristendommen og hjælpe med at pynte juletræ, danse om træet og smage på gammeldags julegodter.

Jul på slottet

Hvis man vil opleve storslået julestemning, er det værd at besøge Voergaard Slot en af de to weekender i november og december, hvor slottet udsmykkes af kongelig hofleverandør Bjarne Als fra Bering House of Flowers. Kom indenfor på slottet og smag på juledelikatesser, find julepynt, dekorationer og julegaver samt meget mere, der vil få dig i julestemning. Begge weekender besøger julemanden slottet og er klar til at hygge om de mindste.

Jule på klostret

På Børglum Kloster er der ligeledes mulighed for at få en magisk juleoplevelse. I de sidste to weekender i november inviterer klostret indenfor til et stort julemarked, hvor der vil være over 30 boder med kunst, håndværk og dekorationer, og den gamle herregårdshestestald fyldes med lokale delikatesser. Den 1.-2. december og 8.-9. december holder Børglum Kloster åbent for juleudstillinger, café og julesalg. Her kan du blandt andet se alle rekvisitterne fra julekalenderen ”Ludvig og Julemanden”, som blev optaget på Børglum Kloster, samt tage et kig i julemandens værksted og stue, der blev beboet af julemanden i skikkelse af Lars Hjortshøj.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...