Elever og lærere fra Dronninglund Gymnasium har været i Cordoba for at fortælle om projektet

DRONNINGLUND: I forbindelse med det såkaldte Erasmusprojekt, der er et EU-støttet projekt, hvor Dronninglund Gymnasium arbejder sammen med gymnasier i Berlin, Cordoba, Tolmin og Reykjavik, har seks elever fra Dronninglund Gymnasium været på besøg i den sydspanske by Cordoba for at præsentere deres arbejde med at støtte den 18-årige udvisningstruede Taza Haj, som er tidligere elev på gymnasiet.

For et par uger siden var indsamlingen blandt elever i forbindelse med DG Dagsværk målrettet Taza og hans familie, der gennem de seneste halvandet års tid har været installeret på udrejsecentret i Sjælsmark, da familien, der kommer fra Irak, sidste år fik afslag på deres asylansøgning.

Netop fordi Taza er tidligere elev på gymnasiet, og hans venner gennem det seneste halvandet år har fulgt og støttet familien, var det naturligt, at de seks gymnasieelever koncentrerede deres Erasmusprojekt på den internationale konference om Taza for at give konkrete eksempler på immigranter, som er lykkedes at blive en del af deres nye land. Således er Taza Haj efter otte år i Danmark nu tæt på at bestå sin studentereksamen, og som der stod skrevet på store plakater, da 400 elever fra Dronninglund Gymnasium demonstrerede foran Christiansborg sidste år, så er Taza dansker.

- Han er dermed også et godt eksempel på en velintegreret flygtning, fortæller Frederik Bruun Badstue Kirk, formand for elevrådet og en af de seks Erasmus-elever.

- Det har betydet meget for Taza, at vi har støttet ham hele vejen, og det har også betydet meget for os som elever at stå sammen om en sag. Der har været stor opbakning, og det gælder også de elever, som ikke kender Taza personligt, fortsætter Frederik.

- Det har også været en utrolig lærerig proces at organisere indsamlingen på DG Dagsværks-dagen. Der skulle søges om tilladelse, reklameres og motiveres, fortæller Esther Palma Mortensen, der er en af de seks Erasmus-elever og en af initiativtagerne til indsamlingen.

- Vi ved godt, at vi ikke kan ændre på det faktum, at Tazas familie er blevet udvist, men vi kan gøre deres tilværelse i Sjælsmark lidt bedre. Det er der brug for, slutter Esther-Palma.

Til februar skal elever og lærere fra gymnasiet i Dronninglund besøge en islandsk skole i Reykjavik, som det sidste led i det tre-årige samarbejde mellem fem skoler.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...