Der gøres klar til den femte bæredygtighedsfestival i Brønderslev Kommune

BRØNDERSLEV: I uge 35 er det igen tid til Bæredygtighedsfestival i hele Brønderslev Kommune. Dette års bæredygtighedsfestival, der bliver den femte udgave, skydes i gang med et topmøde på Voergaard Slot mandag 26. august kl. 16.30.

- Vi har inviteret repræsentanter fra Brønderslev, Jammerbugt, Hjørring og Frederikshavn kommune til et topmøde, hvor vi vil sætte fokus på, hvad kommunerne gør for klima og bæredygtighed. Topmødet er et nyt initiativ i år, som skal skyde festivalen i gang. siger Jens Tofting, formand for Borger9700, der er blandt arrangørerne.

I år vil der være et særligt fokus på fire af FNs 17 verdensmål:

Nummer 12: Ansvarligt forbrug og produktion

Nummer 13: Klimaindsats

Nummer 14: Livet i Havet

Nummer 15: Livet på land

- Der kommer til at være langt flere arrangementer i år, og der vil være mere fokus på verdensmålene. FN, siger Jens Tofting.

FN Forbundet kommer ud på skolerne og gymnasierne for at fortælle om klimamålene, og topmødet er også en form for reaktion på dette års folketingsvalg.

- Topmødet laves for at høre, hvad kommunerne egentlig vil i forhold til bæredygtighed. Det er konsekvensen af et klimavalg, hvor der generelt er kommet mere fokus på klima og bæredygtighed, siger Jens Tofting og fortsætter:

- Vi fornemmer større opbakning fra virksomheder, der skal kunne klare sig i fremtiden og på eksportmarked. Kunderne stiller krav om, at de opfylder klimamål. Det kommer også til at handle om betydningen for bosætningen, og hvorvidt kommunerne vil leve op til klimamålene, hvor der nok kommer større krav til det i fremtiden fra folk, der skal vælge, hvilken kommune de vil bosætte sig i.

Events i hele kommunen

Tidligere år har der været ”spis sammen”- events på Lille Østergaard, og det bliver der også i år, lørdag 31. august. Men som noget nyt, så er der også arrangeret endnu et event på Dronninglund Slot den fredag 30. august. Begge arrangementer vil have fokus på de lokale råvarer, som man vil få lov til at smage. Disse to madevents er det eneste, der kræver entre, og ellers så er resten af bæredygtighedsfestivalen gratis at deltage i.

På Lille Østergaard vil der også samme dag igen i år være økologisk høstmarked, hvor man kan få gode råvarer med sig hjem. Men det er langt fra det eneste, der er på programmet i år.

- Brønderslev Forsyning kommer med en ny oplevelsesrute i samarbejde med MOSS (red: Museerne i Brønderslev). Det bliver en tur omkring forsyningsbygningen og det stisystem, der er rundt om det. MOSS vil lave en forsyningshistorie, som bliver fortalt igennem en tur igennem lokalområdet, siger Jens Tofting.

De andre partnere på Bæredygtighedsfestivalen vil også stille med forskellige boder og events hele ugen på tværs af kommunen.

Blandt de nuværende planlagte events er bl.a. Novabil, der vil vise brintbiler flere steder i kommunen. AVV vil være med, og man vil kunne se en opstilling, der viser murstensrensningsprocessen i Den Runde Pavillon i Hedelund. Brønderslev Kommune vil også fortælle om affaldssortering flere steder i kommunen, og de vil forsøge at svare på de spørgsmål, man måtte have til, hvordan og hvad man skal sortere i forbindelse med den private renovation.

Det fulde program for Bæredygtighedsfestivalen er klar i uge 34, hvor der også vil blive sendt en avis ud med programmet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...