I BYEN: Klokkerholm IF arrangerede fodboldskole for fodboldglade børn

Selv om børnene har sommerferie, er det ikke ensbetydende med, at de sidder inaktive derhjemme. Det gjorde de 47 børn, der i sidste uge deltog i Klokkerholm IFs fodboldskole i hvert fald ikke. De knoklede rundt på banerne på byens stadion i tre dage fra kl. 9 til 15. De trænede, kæmpede, spillede og morede sig med masser af fodboldudfordringer og sjove aktiviteter. Fokus var naturligvis på fodbolden, så der blev driblet, lært nye finter og skudt på mål, men formålet med fodboldskolen var også, at børnene skulle have en god oplevelse og lære nye kammerater at kende.

Fodbolden fyldte meget, men der var også masser af tid til leg og hygge både på banen og i klubhuset, hvor man mødtes og spiste sammen.

På fodboldskolens sidste dag havde man desuden inviteret de ældste børn fra børnehaven til at være med. Her mødte ni op, og de deltog med stort engagement i løjerne både på og uden for banen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...