Lørdag var 142 løbere klar til start ved Valentinsløbet i Hjallerup, hvor der var tre store jubilæer, da løbere ramte maraton nummer 100, 200 og 300

HJALLERUP: Lørdag formiddag lød starten til Valentinsløbet i Hjallerup fra Hjallerup Skole. Det var 9. gang løbet blev afholdt, og det er Jesper Eegholm, der arrangerer det.

Samtlige startnumre til løbet var i brug, og der var 142 løbere, der forsøgte sig med både halv- og helmaraton, fordelt cirka halvt om halvt.

Langt de fleste klarede sig igennem løbet og kunne gå hjem med medalje om halsen. Men det var et ganske særligt løb, da hele tre løbere rundede en stor milpæl ved løbet.

Søren Vester løb sit maraton nummer 100, Kaj Westergaard nummer 200 og Linda Kempel løb nummer 300.

At runde de første 100 løb er dog oftest der, hvor man bliver fejret mest, og der var derfor også stor jubel, da Søren Vester ramte målstregen.

- Der var kommet familie og venner til løbet for at overraske ham, og de stod klar med konfettirør ved målstregen for at overraske ham, da han løb ind. Vi sørgede også for, at det blev filmet med drone fra oven, da han ramte målet. Og Søren Vester havde selv sørget for, at der var kransekage og champagne ved målstregen, siger Jesper Eegholm.

Ud over festlighederne for de tre jubilarer med jubilæumskage, så var der også spisning for alle løberne i målet.

Menuen stod på brændende kærlighed, som Jesper Eegholm selv tidligere har stået for at lave til løberne. Men løbet er nu så stort, at det kommer udefra, så han selv har mere tid til at stå for det praktiske med løbet.

- Løberne smeltede nærmest, da de så den brændende kærlighed, da de kom i mål. Nogle spiser ikke i flere timer efter et maraton, mens andre spiser som gale, men jeg garanterer, at alle lige var forbi og fik en portion.

Jesper Eegholm tør allerede nu godt love, at løbet vender tilbage næste år omkring valentinsdag.

- Det er sådan en fornøjelse at være der som arrangør. Der er allerede lagt op til 10. udgave af Valentinsløbet næste år. Tilmeldingen åbner 1. november, og folk plejer allerede at være klar til at reservere startnummer lige over midnat, siger Jesper Eegholm.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...