Politibetjent Ulrik Eriksen fortæller i sit brev fra Grønland bla. om et besøg i syv bygder

GRØNLAND: Bygdeturen fortsatte fra Kullorsuag videre mod syd til Nuussuaq, der er en noget slidt større bygd med ca. 200 indbyggere. Her skulle en sag om ulovlig fangst af isbjørn behandles. Fire fangere var afsted sammen, og de havde ikke licens til fangst af den isbjørn, de skød. Fangst skal altid indberettes til kommunen, så der er lidt styr på, hvor mange isbjørne, der skydes. Ham, der skød bjørnen, kom stolt til kommunekontoret og indberettede fangsten, som han skulle. Desværre for ham havde han glemt at ansøge om licens til isbjørn, så han og de øvrige blev anmeldt. De stod alle til en bøde på 20.000 kroner. I bøden er der en konfiskationspris på kød, kranie, skind og klør. I Grønland bruges ordet jagt ikke, man fanger byttet.

Da arbejdet var udført, inviterede kommunefogeden på lammesuppe i sit hjem, hvor vi hyggesnakkede i tre timer, inden turen gik videre sydover. Større gæstfrihed end i Grønland findes ikke, og det at blive budt indenfor er altid en stor oplevelse.

26. juni om morgenen anløb vi Nutaarmiut, den mindste af Upernaviks bygder. De 35 indbyggere ernærer sig ved fiskeri og fangst. Jeg havde ingen sager til behandling her, så besøget var udelukkende for at ”vise flaget” og hilse på befolkningen. At selv de mindste steder kan rammes af tragedier, er Nutaarmiut et trist eksempel på. 8. februar 2012 er en dag, der aldrig glemmes. En dengang 22-årig mand dræbte i et hus tre sovende mennesker med hammerslag, hvorefter han gik videre til et andet hus og forsøgte at gøre det samme ved fire andre. Kun fordi den ene vågnede, overlevede de mirakuløst, men med svære skader til følge. Gerningsmanden blev idømt en tidsubestemt straf og afsoner i Danmark. Min kollega Esra modtog anmeldelsen og igangsatte alt det, der skulle gøres. Imponerende af en ”hvalp” på 29 år. Sådan er det at være betjent i Grønland.

Efter én uge var Upernaviks syv nordlige bygder besøgt. Det er sædelighedssager, der fylder mest i Grønland, og jeg havde da også fire sager med i den kategori. Hele turen var meget smuk, men helt speciel var en stille aften omkring Naajaat, hvor vi sejlede rundt mellem store isbjerge efter sæl.

- Min krop trænger til sæl, sagde styrmand Niels Rosing.

Der var sæler, men besætningen fik ikke ram på nogen. Der må ikke jages fra politiets kuttere, men man må godt proviantere! Solveig har siden sagt, at de fem timers sejlads omkring Naajaat er noget af det smukkeste, hun har oplevet. Det er én af de bedste ”arbejdsdage”, jeg har haft i Grønland.

Weekenden 29.-30. juni tilbragte Solveig og jeg i Upernavik. Lørdagen brugte vi til en længere vandretur i fjeldene på øen, og søndag gik vi i kirke. Der er noget særlig højtideligt over den grønlandske salmesang, og smukt lyder det.

Mandag 1. juli kl. 9 var Sisak ll igen klar til afgang. Jeg havde planlagt at besøge den sydligste bygd først, og så tage den smukkeste af alle bygder, Kangersuitsaiq, på tilbageturen. Knap fire timer senere ankrede vi op uden for Upernavik Kujalleq, et smukt sted med knap 200 indbyggere. Vi havde ingen sager her, så tiden var afsat til snak med borgerne. Køretøjer findes stort set kun i form af ATV, der bruges erhvervsmæssigt, men på havnen stod en knallert 30/scooter parkeret. Et sådant køretøj havde jeg ikke set før i bygderne. Haldora fortalte mig, at hun overhørte en samtale med ejeren af scooteren og en anden ung mand, der advarede ham om at politiet var i bygden. Scooterejeren sagde frejdigt, at der ikke ville ske noget her på hjemmebanen. Da han lidt senere kom kørende uden styrthjelm og traf betjenten, havde vi en hyggelig snak. Han var enig med mig i, at de 500 kr. han nu sparede, skulle bruges til en styrthjelm.

På havnen faldt Solveig i snak med en 30-årig meget gravid kvinde, der ventede sit sjette barn, som skulle fødes i Nuuk, langt mod syd. Hun var renovationsarbejder og benyttede bygdens ATV til arbejdet. Arbejdet skulle manden overtage i hendes fravær, men han havde ikke erhvervet kørekort. Efter en lang intro spurgte hun Solveig, om ikke ham den flinke betjent kunne give manden et midlertidigt kørekort. Det kunne betjenten ikke. Efter en lang dag i Upernavik Kujalleq, gik turen videre mod Kangersuitsaiq, hvortil vi ankom kl. 22.30.

Tirsdag formiddag mødtes Haldora og jeg med kommunefogeden. Edward er meget stolt af bygden, der flere gange er kåret som den mest veldrevne bygd i Grønland. Meget smukt er der også. En sag om ulovlig fangst af isbjørn havde jeg der, ellers ikke noget. Kristian på 28 år erkendte forholdet og modtog en bøde på i alt 20.000 kr. Haldora tolkede, og da hun forklarede ham, at bøden kunne afdrages, blev han lidt fornærmet og sagde, at han som storfanger gerne ville betale med det samme.

Edward ville gerne vise Solveig og mig bygden, og da vi kom til ”torvet”, faldt han i snak med par venner. Under samtalen gik de tre herrer frem og tilbage på samme sted. Fem skridt frem, vendte om og fem skidt tilbage. Sådan stod det på i ca. 10 min. Bagefter spurgte jeg Edward, hvorfor de vandrede frem og tilbage, når de samtalte.

- Det er bedre end at sidde stille, svarede han.

Tirsdag aften anløb vi Upernavik, og et meget begivenhedsrigt krydstogt var slut. Solveig skulle desværre rejse hjem torsdag aften.

Hyggesnakken omkring formiddagskaffen på stationen er mangfoldig. Døde slædehunde, gebis etc. En dag spurgte jeg Esra, om det ikke sommetider kunne være lidt bøvlet, at have fire børn eller om der skulle flere til. Hertil svarede han med et stort smil:

- Ulrik, Grønland er kæmpestort, og er du klar over, hvor få mennesker der er?

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...