DRONNINGLUND: Den kommunale dagpleje har i en hel uge haft fokus på leg og bevægelse, og i den forbindelse blev der afholdt et arrangement med alle byens børn i den kommunale dagpleje.

- Vi mødtes for at få gang i kroppen og lege sjove lege, der kan udfordre motorikken, fortæller Hanne Hedegaard.

- I det gode vejr mødtes vi i kanten af skoven og havde aktiviteter som vælt et træ, balancegang på træstubbe, forhindringsbane, hvor børnene skulle gå over kasser og under snore, samt træde på sække med grankogler, svinge i tæpper, trække på tæpper og grankogleløb. Det sidste er ligesom æggeløb, bare med grankogler og skovle, forklarer hun og fortsætter:

- Vi havde en fantastisk formiddag med super glade og engagerede børn. Her var udfordringer både for store og små, røde kinder og masser af grin. Dagen startede og sluttede med let gymnastik og sanglege med fagter.

Et hold af kommunale dagplejere er i øvrigt i gang med at blive DGI-certificerede.

- Vi skal gøre det ekstra sjovt at røre sig, og det kan vi bedst, når alle sanser bliver stimuleret. Målet er, at alle dagplejere skal igennem uddannelsen, så vi kan blive endnu bedre til at motivere børnene, til at bevæge sig resten af livet, slutter Hanne Hedegaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...