Dorf Møllegaards nye udstilling om relationen til Vestgrønland blev åbnet fredag eftermiddag af Julie Berthelsen og det grønlandske kor Ikinngutigiit

DORF: Fredag eftermiddag blev den nye udstilling på Dorf Møllegaard officielt åbnet.

Udstillingen hedder 280 år med relationer mellem Østvendsyssel og Vestgrønland, og den blev åbnet på behørig vis med sanger Julie Berthelsen, der fik æren af at klippe snoren og holde åbningstalen og det grønlandske kor Ikinngutigiit, der stod for at sætte stemningen før og efter talerne på gårdpladsen ved Møllegaarden.

Julie Berthelsen, der er født af en grønlandsk mor og har en dansk far, er om nogen et tydeligt bevis på de stærke relationer, der er imellem Danmark og Grønland.

I sin tale havde hun fokus på, at der er forskelle imellem de to folk, men vi har også meget mere til fælles, end vi lige tænker over.

- Danmark og Grønlands historie rækker 300 år tilbage. Men vi ved ikke noget om hinanden. Vi lever adskilt, og vi gør sjældent meget ud af at lære hinanden at kende. På mange måder er viden, forståelse og næstekærlighed gået i glemmebogen, sagde Julie Berthelsen.

Hun talte om sine egne erfaringer med at være halvt dansk og halvt grønlandsk, og hvordan hun selv har skullet bruge tid på at skabe en identitet derimellem.

Hun var glad for, at udstillingen skulle sætte fokus på netop dette, for hun mente, det var nødvendigt, at vi blev klogere på hinanden.

- Vi er hver vores, men vi har en midterlinje til fælles. Viden om hinanden er det, der skal til - viden og venlig nysgerrighed. Vi skal hylde historien og forbindelsen. Det er på tide, vi slipper fortiden, takker for det, den har givet os. Nu skal vi se på noget, uden at være forudindtaget. Det glæder sådan nogle som mig, sagde Julie Berthelsen.

Efterfølgende fik Anders Rydahl-Jensen, museumsinspektør ordet, og han præsenterede udstillingen. I udstillingen kommen man på en rejse igennem tid og sted, fra Storskoven med båd til Grønland og til sidst opfordrer de gæsterne til at tage stilling til, hvorvidt vi skylder grønland en undskyldning eller ej for det, der er sket i fortiden. Med udgangspunkt i Jacob Severin og sin historie på Dronninglund Slot og den handel, som han startede med Vestgrønland for 280 år siden.

Udstillingen 280 år med relationer mellem Østvendsyssel og Vestgrønland kan opleves på Dorf Møllegaard frem til 25. august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...