Mange deltog i foredrag om hjerteflimmer i Hjallerup

HJALLERUP: Omkring 70 mennesker fik en særdeles god og grundig forklaring på forkammerflimren, hvad det er, og hvordan det behandles, da hjerteoverlæge Peter Bisgaard Stæhr fra Hjørring Sygehus holdt foredrag for Hjerteforeningen i Hjallerup Idrætscenter.

Overlægen gennemgik indledningsvis, hvordan et hjerte virker, når det pumper blodet rundt i kroppen. Forkammerflimren, også kaldet atrieflimren, er noget, mange oplever. Det sker især for folk, der er kommet op i årene.

- Det er ikke livstruende, og ofte er det ikke nødvendigt at behandle, hvis generne ikke er for store, understregede overlægen.

Peter Bisgaard Stæhr forklarede videre, hvordan sinusknuden sender elektriske signaler om, at hjertet skal trække sig sammen, og at signalerne skal gennem AV-knuden. Når der går kludder i dette elektriske system, får man uregelmæssig puls, der tit er alt for høj. Det kan ses på et elektrokardiogram, og på den måde kan forkammerflimren diagnosticeres.

- Kommer man til skadestuen med alt for høj puls, kan det somme tider være nødvendigt at bedøve patienten i fem minutter og give et stød for at nulstille det elektriske system, sagde foredragsholderen og fortsatte:

- Er det nødvendigt med behandling af forkammerflimren, sker det oftest medicinsk, så pulsen sænkes. Det kan eventuelt ske i kombination med en pacemaker eller en ICD-enhed. Nogle behandles med en "overbrænding", ablation, som kan sørge for, at nogle elektriske signaler isoleres, så de ikke forstyrrer hjerterytmen, sagde hjerteoverlægen.

- Det var en god aften, for Peter Bisgaard Stæhr var en levende forelæser, og alle blev klogere på et vanskeligt emne, fortæller Anni Jensen, formand for Hjerteforeningen Brønderslev.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...