På turismemøde fulgte man op på de foreløbige resultater

KLOKKERHOLM: For halvandet år siden blev Styregruppen for Turismeprojekt Brønderslev Kommune 2018-2021 dannet, og her halvvejs inde i den fastsatte periode har gruppen holdt møde i Klokkerholm IF’s klubhus på Hellevadvej. Her skulle der fokuseres på det videre arbejde.

- Det er vigtigt, at vi orienterer hinanden og lægger op til et godt samarbejde, sagde borgmester Mikael Klitgaard i sit indlæg, hvorefter han gik over til at redegøre for turistsamarbejdet, eller rettere manglen på samme, mellem de nordjyske kommuner.

Hjørring og Jammerbugt kommuner er på vej til at slå sig sammen med de øvrige vestkyst-kommuner syd for Limfjorden. Tilbage står Frederikshavn, Brønderslev og Læsø, og her har man nu lavet et udkast til et projekt, som muligvis kan erstatte Visit Nordjylland.

- Vi må finde ud af, hvordan vi kan markere os i den forbindelse, afrundede styregruppens leder, Dennis Kvesel, dette indlæg.

Jørgen Severinsen fra Asaa redegjorde for bestræbelserne på at gøre Asaa attraktiv. Byen var sammen med to andre byer i finalen i landskonkurrencen om at blive Årets Landsby. Der udfoldes stor aktivitet i byen, hvor Samrådet Østkysten koordinerer aktiviteterne. I øjeblikket drøftes, hvordan man kan etablere et stort torv midt i byen med en port ned mod havnen.

Turismekonsulent i Brønderslev Kommune, Julie Holm Nielsen, er den samlende person for styregruppen. Hun skitserede på mødet de forskellige muligheder, der er for at komme videre, og nævnte de aktiviteter, som foregår rundt om i kommunen. Slutteligt demonstrerede hun de foldere og kort, som findes om kommunen.

Mødet sluttede med, at styregruppemedlemmer redegjorde for, hvad de enkelte arbejdsgrupper har arbejdet med i den forløbne tid, hvorefter der var tid til at debattere redegørelserne og fremtiden. Det blev oplyst, at man arbejder på at få dele af Jyske Aas gjort til naturpark. Her er den afgørende myndighed Friluftsrådet. Navnet ”Naturpark Vendsyssel” blev nævnt i den forbindelse. Endelig var der forslag om at etablere en folkevandring ad den del af Hærvejen, der går gennem kommunen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...