Voergaard Slot er sammen med 16 andre danske herregårde nomineret i en konkurrence om at kunne kalde sig Danmarks smukkeste herregård.Arkivfoto: Martin Damgård

Voergaard kan løbe med titlen som Danmarks smukkeste herregård

VOERGAARD: Voergaard Slot er sammen med 16 andre herregårde med i konkurrence om at blive Danmarks smukkeste herregård.

Konkurrence er udskrevet af Historiske Huse, og et ekspertpanel på fire har været med til at udvælge de endelige kandidater ud fra tre overordnede kriterier.

Bevaring: Hvor godt er herregården bevaret, og er de rette materialer og teknikker brugt til at restaurere. Originalitet: Hvor meget af den oprindelige herregård er tilbage. Naturen: Hvordan er naturen omkring herregården, og understøtter den bygningen.

Tre kriterier, som projektleder Johan Hage fra Historiske Huse mener, at Voergaard i høj grad lever op til.

- Voergaard Slot er et af de mest velbevarede renæssanceanlæg. Det har en facade, der ikke har lige i hele Danmark. Særligt sandstensportalen på vestsiden fra 1588 er meget imponerende og velbevaret. Omgivelserne ved Voergaard er også et af de mest imponerende. Med en voldgrav, der er blandt de bredeste vandfyldte voldgravsanlæg i landet, der understreger det to-fløjede anlæg. Voergaard var på mange måder selvskrevet til at være med i konkurrencen, siger Johan Hage.

Historiske Huse skriver i motivationen for konkurrencen, at herregårdsmiljøerne igennem århundreder er blevet vedligeholdt af ejerne og de har i dag stor betydning for turisme, erhvervsliv, lokalidentitet og stolthed. Bygningerne har potentiale til at fungere som lokale dynamoer, og de fortæller et vigtigt stykke Danmarkshistorie.

- Det kræver en stor indsats at finde midler til de mange fredede bygninger, som kun i meget begrænset omfang kan tilpasses moderne behov. Vi håber derfor, at kampagnen vil skærpe opmærksomheden på, hvordan herregårdsejerne får nogle bedre vilkår til at passe på disse enestående steder, der er en del af vores fælles kulturarv, siger Birthe Iuel, Præsident i organisationen Historiske Huse i en pressemeddelelse.

Man kan læse mere om de 17 kandidater på historiskehuse.dk og være med i afstemningen til 2. november. Vinderen kåres 5. november.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...