Der bliver et møde om Børns Voksenvenner på Brønderslev Bibliotek. Arkivfoto: Bent Bach

Børns Voksenvenner i Aalborg vil gerne brede tilbuddet ud i Brønderslev Kommune

BRØNDERSLEV: Børns Voksenvenner er i denne tid i gang med at gøre en indsats for, at flere børn i Brønderslev Kommune kan få sig en voksenven. De er på udkik efter frivillige - både nogen, der vil være voksenvenner, og nogle, som vil matche fremtidige børn og voksenvenner.

- Planen er ikke, at vi skal starte en lokal forening, men vi skal til at undersøge, om vi kan få et matcherteam heroppe. De skal tage ud og besøge børnene og de frivillige og godkende og matche dem og lave de her venskaber. Det kunne vi gå tænkte os at få frem i Brønderslev, at de kan kontaktes, hvis man har behov, fortæller Hanne Nielsen, der er projektmedarbejder i Børns Voksenvenner i Aalborg, som de nye teams skal høre under.

Man håber at få et team både i øst og vest i Brønderslev Kommune.

- Vi dækker det selv i dag, men vi har ikke så mange ressourcer og mangler frivillige lokale, der kan være med til at udbrede det deroppe, siger Hanne Nielsen, der håber, at der er nogen i området, der har lyst til at gå ind i foreningen.

- Vi søger også frivillige voksenvenner, fortæller hun.

Hanne Nielsen fortæller, at børn kan have godt af en voksenven af mange grunde.

- Mange af de børn, vi har inde, har et lavt selvværd og kommer ikke så meget ud. De har et spinkelt netværk. Når de får en voksenven, kan vi se, at de opnår nogle sociale kompetencer. Det bliver lettere for dem at trives i skolen, og de liver bare op og er ikke ensomme. De får det her frirum, og de får mere overskud, forklarer hun.

Samtidig er det også en hjælp til hele familien, hvor det giver et pusterum.

- Nogle gange har forældrene stress eller psykiske udfordringer, det gør det svært for dem at tage ud og lave noget med børnene.

Her kan voksenvennen være en god hjælp.

- Man skal ikke undervurdere, hvad relationer kan gøre.

De børn, der får en voksenven, er typisk børn, der vokser op med kun en forældre - tit er det drenge, der mangler en mandlig rollemodel.

- Det kan også være børn, der bliver overset i forhold til søskende, der har diagnoser - det møder vi også en del, fortæller Hanne Nielsen.

Børnene er typisk børn, der falder udenfor de kommunale tilbud, men som stadig har brug for et eller andet.

Der bliver holdt et informationsmøde om voksenvenner på Brønderslev Bibliotek 4. oktober og et 11. oktober i Dronninglund, hvor det foregår i Fredensgadecentret.

Her kommer områdelederen fra Børns Voksenvenner i Aalborg og fortæller.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...